Resume: Bestyrelsen har besluttet at foretage en tildeling af i alt 33.375 aktieoptioner til direktionen og et antal ledende medarbejdere i ALK-Abelló som led i det fastholdelsesprogram, der blev påbegyndt sidste regnskabsår.
Bestyrelsen har besluttet at foretage en tildeling af aktieoptioner til direktionen og et antal ledende medarbejdere i ALK-Abelló som led i det fastholdelsesprogram, der blev påbegyndt sidste regnskabsår. Der bliver i alt tildelt 33.375 aktieoptioner, fordelt med 13.350 optioner til direktionen og 20.025 optioner til en kreds af ledende medarbejdere.
Aktieoptionerne kan udnyttes i perioden fra den 1. november 2009 til den 1. november 2013 i det 4 ugers handelsvindue, der efterfølger offentliggørelsen af hver års- eller delårsrapport. Såfremt optionsmodtagerne ikke har udnyttet optionerne ved udløbet af den anførte periode, bortfalder optionerne uden yderligere kompensation til optionsmodtagerne. Optionerne bortfalder ved ophør af ansættelsesforhold.
Udnyttelsesprisen for optionerne er fastlagt til kurs 896, svarende til et gennemsnit af lukkekurserne for selskabets aktie på Københavns Fondsbørs i perioden den 6. - 10. november 2006 (begge dage inklusive). Dertil lægges en årlig forrentning på 2,5 %, som pålægges første gang den 1. november 2007. Ved udbetaling af udbytte korrigeres optionernes udnyttelseskurs, således at 1 DKK i udbytte pr. aktie medfører et fradrag på 1 kurspoint på udnyttelsesprisen.
Markedsværdien for den besluttede optionsordning på 33.375 optioner udgør ca. 10 mio. DKK ved anvendelse af Black & Scholes-modellen til værdiansættelse af aktieoptioner. Ved beregningen er der forudsat en udnyttelseskurs på 989, at der ikke udbetales udbytte, en volatilitet på 35 % p.a. og en risikofri rente på 3,75 % p.a.
Under IFRS regnskabspraksis bliver optionsprogrammet udgiftsført over optjeningsperioden i resultatopgørelsen under omkostninger i de respektive funktionsområder.
Tildelingen af aktieoptioner ændrer ikke ved selskabets økonomiske forventninger.
Der er ikke tildelt optioner til bestyrelsens medlemmer.
Hørsholm, den 20. november, 2006
ALK-Abelló A/S
Jørgen Worning
Bestyrelsesformand
Kontaktperson: Jørgen Worning, bestyrelsesformand, telefon 4576 7405
