København, 2014-04-25 04:00 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- ALK (ALKB:DC / OMX: ALK B / AKABY / AKBLF) og den kinesiske medicinalvirksomhed Eddingpharm har i dag annonceret, at de har indgået et samarbejde, som vil øge ALKs tilstedeværelse i Kina. Ifølge aftalen skal Eddingpharm stå for salg og distribution af ALKs markedsførte produkter i Kina, mens ALK vil støtte Eddingpharm med medicinsk og videnskabelig ekspertise. ALK bibeholder en lokal organisation i Kina. Aftalen omfatter ALKs hudpriktest, Soluprick® SQ, til diagnostisering af husstøvmideallergi og det subkutane immunterapiprodukt (SCIT), Alutard SQ®, til behandling af husstøvmideallergi. Samarbejdet er i første omgang indgået for en syvårig periode under forudsætning af, at visse resultatmål bliver opfyldt. Administrerende direktør for ALK, Jens Bager, siger: “ALKs datterselskab i Kina, der blev etableret i 2004, har konsekvent udvist vækst fra år til år. Med dette samarbejde kan vi accelerere vores ekspansion i Kina ved at sikre en tredobling af salgsstyrken, samtidig med at ALKs produkter kan drage fordel af Eddingpharms etablerede position på markedet for behandling af respiratoriske lidelser." Eddingpharms grundlægger og CEO, Xin Ni, udtaler: “Allergi er et stigende sundhedsproblem i Kina, og forbindelsen til lidelser som eksempelvis astma anerkendes i stadig stigende grad. Allergivacciner passer rigtig godt ind i Eddingpharms eksisterende forretningsområde for behandling af respiratoriske lidelser, og vi ser frem til et langvarigt og succesfuldt samarbejde med ALK.” Ifølge betingelserne i den nye aftale vil ALK modtage en upfront-betaling fra Eddingpharma for de eksklusive rettigheder i Kina til Alutard SQ® og Soluprick® SQ. Det anslås, at omkring 200 millioner mennesker lider af allergi i Kina, og tallet stiger konstant. Husstøvmideallergi er den mest almindelige form for allergi og påvirker over 100 millioner mennesker. Selv om markedet for allergivaccination i Kina stadig er lille, vokser det hurtigt, og ALK ser gode muligheder for vækst i fremtiden. Sideløbende med samarbejdet med Eddingpharm agter ALK at påbegynde et lokalt klinisk udviklingsprogram for SLIT-tabletten mod husstøvmideallergi med det langsigtede mål at registrere og lancere produktet i landet. Aftalen bliver underskrevet i Beijing på en dansk-kinesisk partnerskabskonference under overværelse af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II af Danmark og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen, der er på officielt statsbesøg i Kina. Aftalen forventes at have en mindre positiv regnskabsmæssig effekt for ALK i 2014. ALK-Abelló A/S
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Om Eddingpharm
|
|
News release
Links:
ALK indgår samarbejde for at accelerere væksten i Kina
ALK indgår samarbejde for at accelerere væksten i Kina
April 25, 2014
