Bestyrelsen i ALK (ALKB:DC / OMX: ALK B / AKABY / AKBLF) har i dag behandlet og godkendt årsrapporten for 2019 med følgende hovedpunkter:
ALK voksede 11% i 2019 og sluttede året foran den strategiske transformationsplan, der sigter mod at skabe vedvarende tocifret vækst og en indtjening på linje med det generelle niveau i branchen. Der var vigtige fremskridt i virksomhedens effektiviseringsindsats og kommercialiseringen af tabletporteføljen, der voksede med 45%. Fjerde kvartal fortsatte de gode takter fra de foregående kvartaler, og omsætning og indtjening endte i den høje ende af de seneste udmeldte forventninger til regnskabsåret.
Fjerde kvartal 2019
- Omsætningen steg 11% i lokale valutaer til DKK 883 mio. (787), hvilket er det bedste resultat for fjerde kvartal nogensinde med vækst i alle salgsregioner. Tabletsalget steg 48%, og SCIT-salget fortsatte med at vokse.
- Driftsindtjeningen (EBITDA) på DKK 48 mio. (10) afspejler højere omsætning. EBITDA inkluderede en engangsindtægt på DKK 15 mio. fra frasalg af den amerikanske veterinærforretning.
Se side 19 og 96 i den vedhæftede årsrapport for flere detaljer vedrørende fjerde kvartal.
Hele regnskabsåret 2019
- Omsætningen steg 11% i lokale valutaer og 12% i rapporteret valuta til DKK 3.274 mio. (2.915). Salget af tabletter steg med 45%.
- EBITDA steg til DKK 241 mio. (136) på baggrund af salgsvæksten, bedre marginer og effektiviseringer.
- Fri pengestrøm blev DKK -25 mio. (-294), hvilket var bedre end forventet. Den fri pengestrøm var påvirket af højere driftsindtjening, lavere skattebetalinger, timing af investeringer samt ændringer i arbejdskapitalen.
Se side 15-18 i den vedhæftede årsrapport for en detaljeret beskrivelse af resultaterne for 2019.
Forventer fortsat bredt funderet vækst i 2020
ALK forventer vækst i alle salgsregioner i 2020 med tabletterne som primær vækstmotor. Driftsindtjening og fri pengestrøm vil fortsat være afdæmpet som følge af strategiske investeringer i 2020, det sidste år af ALK’s treårige transformationsprogram.
- Omsætningen forventes at stige med 8-12% organisk til DKK 3,50-3,65 mia., trods den accelererede udfasning af ældre produkter, der forventes at reducere væksten med ca. 4 procentpoint, hvilket betyder en underliggende vækst på sammenlignelig basis på 12-16%.
- Tabletterne forventes at blive den største produktkategori for første gang.
- EBITDA forventes at blive DKK 200-300 mio. som følge af investeringer i transformation og vækst. Forsknings- og udviklingsomkostninger forventes at udgøre ca. DKK 600 mio., en væsentlig forøgelse i forhold til 2019.
- Fri pengestrøm forventes at være negativ med ca. DKK 300 mio., som følge af øgede investeringer i forskning og udvikling, øgede CAPEX-investeringer, samt forskydninger af 2019 investeringer og ændringer i arbejdskapitalen.
Se side 11-12 i den vedhæftede årsrapport for en detaljeret beskrivelse af forventningerne til regnskabsåret 2020.
Audio cast
ALK afholder i dag kl. 12.00 (CET) en telefonkonference for investorer og analytikere, hvor ledelsen fremlægger resultater og forventninger samt besvarer spørgsmål. Mødet audiocastes på https://ir.alk.net/investors, hvor den tilhørende præsentation vil være tilgængelig kort før start. Deltagere i telefonkonferencen bedes ringe ind senest kl. 11.55 (CET). Danske deltagere skal ringe på tlf. 3544 5577, mens internationale deltagere skal ringe på +44 333 300 0804 eller +1 631 913 1422. Benyt venligst følgende deltager-pinkode: 66887893#.
ALK-Abelló A/S
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Investor Relations: Per Plotnikof, tlf. 4574 7527, mobil 2261 2525
Presse: Jeppe Ilkjær, mobil 3050 2014
Disse oplysninger er oplysninger, som ALK-Abelló A/S er forpligtet til at offentliggøre i henhold til EU's markedsmisbrugsforordning.
Om ALK
ALK er en global, specialiseret medicinalvirksomhed med fokus på allergi og allergisk astma. Virksomheden markedsfører allergi-immunterapi og andre produkter og serviceydelser til mennesker med allergi og allergilæger. Virksomheden har hovedkvarter i Hørsholm, beskæftiger omkring 2.400 mennesker over hele verden og er noteret på Nasdaq Copenhagen. Find mere information på www.alk.net.
Vedhæftet fil