Resumé: De europæiske lægemiddelmyndigheder har netop godkendt ALKs nye adrenalinpen, JEXT®, til behandling af alvorlige, akutte allergiske reaktioner. ALK forventer at lancere JEXT® på de første europæiske markeder inden for de kommende måneder som afløser for selskabets eksisterende, indlicenserede produkt. Som meddelt den 7. oktober 2010 har ALK udviklet en ny og forbedret adrenalinautoinjektor kaldet JEXT®. Lægemiddelmyndighederne i 17 europæiske lande har netop godkendt JEXT® til behandling af alvorlige, akutte allergiske reaktioner (anafylaksi) forårsaget af eksempelvis fødevarer eller bistik. Godkendelsen er opnået via EU myndighedernes decentrale godkendelsesprocedure. De nationale myndigheder vil herefter udstede de formelle markedsføringstilladelser, hvilket forventes at ske inden for kort tid. JEXT® forventes at være tilgængelig i de første europæiske markeder den 1. januar 2011. ALK besidder de globale produktrettigheder og planlægger at udvide sin geografiske tilstedeværelse med adrenalinprodukter betragteligt. Med introduktionen af JEXT® forventer ALK endvidere at forbedre selskabets bruttomargin og inden for få år at øge indtjeningen fra forretningsområdet væsentligt. ALK-Abelló A/S Jens Bager Adm. direktør Kontakt: Jens Bager, adm. direktør, telefon 4574 7576 Investor Relations: Per Plotnikof, tlf. 45 74 75 27, mobil 22 61 25 25 Presse: Martin Barlebo, tlf. 45 74 79 01, mobil 20 64 11 43 |
|
