Flertallet af europæiske læger kender ikke en behandling, der kan redde livet for insektgiftallergikere, viser en undersøgelse. 15 millioner europæere risikerer alvorlige allergiske reaktioner efter bi- eller hvepsestik, men sygdommen er ikke tilstrækkeligt diagnosticeret og bliver ofte underbehandlet 2008 blev et rigtigt hvepseår i Danmark. Irriterende for de fleste, men decideret farligt for patienter, der lider af allergi over for bi- eller hvepsestik. Næste sommer vender plageånderne tilbage, og for allergikerne kan allergivaccination være den rigtige hjælp. Men 60 % af de europæiske læger kender ikke den gavnlige effekt af allergivaccination mod bi- og hvepseallergi. Det viser en ny undersøgelse gennemført af ALK blandt 318 læger fra syv europæiske lande. Undersøgelser med børn viser eksempelvis, at 97 % af patienterne er beskyttet mod alvorlige allergiske reaktioner op til 20 år efter afsluttet behandling*. Det vidste syv ud af 10 læger i undersøgelsen ikke. "Bi- og hvepseallergi er i høj grad underdiagnosticeret og bliver derfor ofte utilstrækkeligt behandlet. Patienterne bør undersøges hos en allergispecialist, fordi de fleste patienter, der én gang har oplevet en alvorlig allergisk reaktion, oplever de samme symptomer, hvis de bliver stukket igen," siger Beatrice Bilò, der er overlæge ved afdelingen for intern medicin på universitetshospitalet i Ancona, Italien og formand for de europæiske allergilægers specialgruppe for insektgiftallergi. 15 millioner EU-borgere i risikogruppen Patienter med alvorlig insektgiftallergi lever under konstant risiko for potentielt livstruende allergiske reaktioner, hvis de bliver stukket af bier eller hvepse. Befolkningsundersøgelser offentliggjort i 2008 i Current Opinion in Allergy and Clinical Immunology viser, at omkring 3,5 % af indbyggerne i visse europæiske lande tidligere har oplevet alvorlige allergiske reaktioner i forbindelse med bi- eller hvepsestik. Det betyder, at omkring 15 millioner mennesker i EU er i risikogruppen**. Injektionsbaseret allergivaccination er den eneste behandling, der kan forebygge allergiske reaktioner ved bi- og hvepsestik og dermed markant forbedre livskvaliteten for patienterne. Behandlingen gennemføres på særlige allergiklinikker og består af en opdoseringsfase, hvor vaccinens dosis øges til det beskyttende niveau, og en efterfølgende vedligeholdelsesfase, hvor patienten modtager regelmæssige injektioner gennem 3-5 år. "Indtil de er beskyttet mod fremtidige alvorlige allergiske reaktioner, bør patienterne udstyres med en adrenalinpen til akut behandling. Derudover rådgiver vi patienterne om, hvordan de bedst undgår at blive stukket," siger Beatrice Bilò. For yderligere information, kontakt venligst: Peter Bjørnskov-Johansen, Markedsdirektør, ALK Nordic, tlf. 41 90 44 27 Jacob Frische, Kommunikationschef, ALK, tlf. 22 24 75 51 *Golden DB. et al. Outcomes of allergy to insect stings in children, with and without venom immunotherapy. NEJM 2004. 351; 668-74. **Bilò BM. et al. Epidemiology of insect-venom anaphylaxis. Curr Opin Allergy Clin Immunol 2008, 8:330-337.
News release
Links:
Insektgiftallergi underbehandlet - 15 millioner europæere i risikozonen
Insektgiftallergi underbehandlet - 15 millioner europæere i risikozonen
October 30, 2008
