De kliniske resultater af et fase III studie med ALKs nye tablet til behandling af træpollenallergi (birk, el og hassel) er blandt de mest signifikante, der nogensinde er vist i studier med allergivaccination. Tabletten, som er baseret på birkepollen, har vist sig samtidig at kunne behandle andre former for træpollenallergi bl.a. el og hassel. Ledende allergiforskere præsenterede de lovende resultater fra studiet på den igangværende European Academy of Allergy and Clinical Immunology (EAACI) kongres i München.
Studiets primære endemål nået
Studiet blev igangsat af ALK i 2016 for at vurdere effekt og sikkerhed af ALKs tabletvaccine mod træpollenallergi sammenlignet med placebo ved behandling af voksne og unge med allergiske høfebersymptomer fra næse og/eller øjne forårsaget af birkepollen. Studiet var et randomiseret, placebokontrolleret, dobbeltblindet multicenter studie, der omfattede 634 patienter i alderen 12-65 år i otte europæiske lande.
Studiet mødte sit primære endemål for den kombinerede totale score (TCS) – summen af allergisymptomer og symptomdæmpende medicin score – i birkepollensæsonen. Trætabletten reducerede TCS med 39,6 % sammenlignet med placebo med statistisk højsignifikant resultat (p < 0,0001). Effekten var på samme niveau gennem hele træpollensæsonen for birk, el og hassel. Træpollensæsonen løber fra starten af januar til slutningen af juni i Europa.
I en subgruppe af studiedeltagerne viste tabletten også en positiv effekt i forhold til oralt allergi syndrom efter provokation med æble. Oralt allergi syndrom er en tilstand, de fleste patienter med birkepollenallergi oplever pga. krydsallergi overfor lignende proteinstrukturer især i frugt og nødder.
Forskellige træpollen, én behandling
I sin præsentation udtalte professor og ansvarlig investigator Tilo Biedermann, München: "Den kliniske effekt i dette studie er blandt de mest signifikante, der nogensinde er set i studier med allergivaccination. Det er især værd at bemærke, at birkepollenallergenet er effektivt i behandling af symptomer forårsaget af nært beslægtede træpollen.”
Allergisk høfeber med symptomer fra næse og/eller øjne udgør et globalt sundhedsproblem, der påvirker 10-25 % af befolkningen. I Europa og Nordamerika lider ca. 20 % af befolkningen af allergisk høfeber. I Nord- og Mellemeuropa, USA og Canada er luftvejsallergier ofte forårsaget af allergener, der krydsreagerer med allergener fra birkepollen, bl.a. el, bøg, hassel og egi. 10-20 % af folk med allergisk høfeber har symptomer, der ikke er velkontrollerede trods brugen af traditionel symptomdæmpende medicin. For nogle af disse patienter med træpollenallergi vil ALKs tabletvaccine være en relevant behandlingsmulighed. Træpollen betragtes som en af de fem mest almindelige årsager til luftvejsallergi i Europa.
Dokumenteret tabletteknologi
Henrik Jacobi, forskningsdirektør i ALK, udtaler: "Trætabletten udvider ALKs portefølje af registrerede tabletvacciner, der på nuværende tidspunkt inkluderer tabletter mod græs-, husstøvmide- og bynkeambrosie-allergi i Europa og Nordamerika. Trætabletten er baseret på den samme veldokumenterede teknologi, der har vist konsistente kliniske resultater i et udviklingsprogram med mere end 20.000 patienter. Med trætabletten vil ALKs tabletportefølje dække de vigtigste luftvejsallergier."
ALK forventer at indsende registreringsansøgning for trætabletten i Europa i 2018.
ALK-Abelló A/S
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Investor Relations: Per Plotnikof, tlf. 4574 7527, mobil 2261 2525
Presse: Jeppe Ilkjær, tlf. 7877 4532, mobil 3050 2014
Studierelaterede spørgsmål: Jørgen Nedergaard, tlf. 41608134
Om ALK
ALK er en global, specialiseret medicinalvirksomhed med fokus på allergi og allergisk astma. Virksomheden markedsfører allergi-immunterapi og andre produkter og serviceydelser til mennesker med allergi og allergilæger. Virksomheden har hovedkvarter i Hørsholm, beskæftiger omkring 2.300 mennesker over hele verden og er noteret på Nasdaq Copenhagen. Find mere information på www.alk.net.
Om EAACI kongressen
EEACI er Europas største videnskabelige selskab for allergi og klinisk immunologi. Allergieksperter, beslutningstagere og videnskabelige medier fra hele verden mødes på den årlige kongres for at diskutere, dele viden og få opdateringer på den seneste forskning. I 2018 afholdes kongressen fra den 26.-30. maj i München, Tyskland.
i Allergener, der krydsreagerer med allergener fra birkepollen: Betula verrucosa (europæisk hvidbirk), Alnus glutinosa (el), Corylus avellana (hassel), Carpinus betulus (avnbøg), Quercus alba(hvideg), Castanea satavia (ægte kastanje), Fagus sylvatica (bøg). Reference: Lorenz AR et al. Int Arch Allergy Immunol. 2009;148(1):1–17.